"Diversitet er en ting. Inklusion er noget andet"
DORRIT BØILEREHAUGE
DORRIT BØILEREHAUGE
Fotograf @petra_kleis
Dorrit Bøilerehauge forsker i branding af mode på sociale medier, særligt modne modeller, ved Aarhus Universitet. Dorrit arbejder desuden som model og som influencer på Instagram. I sin fritid dyrker hun fitness og ashtanga yoga. Havet har stor betydning for Dorrit, og hun bader året rundt.
FORSKNING
Dorrit forsker i branding af mode på sociale medier og den æstetik, som omgiver modne modeller, diversitet samt inklusion. Hendes forskning har altid været digital, og derfor var det helt naturligt at fokusere på sociale medier. Dorrit har forsket i mode i mange år, og sidste år startede hun som model. Et job, som hun er meget glad for, som er lærerigt og bidrager med endnu mere indsigt i hendes forskningsområde. Dorrit finder desuden jobbet som model givende på et menneskeligt plan, da hun er glad for samarbejdet og forståelsen for et fælles mål.
Dorrit har altid elsket mode og stil. Hun har boet i London og Italien og er blevet inspireret af kunst, mode, æstetik, håndværk og kvalitet. Nu er Instagram Dorrits største inspirationskilde i forhold til mode, men mode er en livslang interesse for hende og en måde at leve på, som giver hende stor glæde. Dorrit passer på sit tøj og værdsætter de smukke ting, hun ejer.
"Jeg har altid passet godt på mine ting. Pudset sko, håndvasket, lagt sammen, hængt op, luftet osv. Det er også en måde at dyrke interessen for mode på. Ikke mode som trends, men mode som smukke ting, som man er taknemmelig for at eje. Og så er det bæredygtigt. Det holder længere. Ligesom mennesker, der er cool længere. Meget længere"
Diversitet og inklusion
Vi spørger ind til Dorrits forhold til diversitet og inklusion i modebranchen:
”Dele af modebranchen begynder lige så stille at vise flere modne modeller i deres markedsføring. Det gør de klogt i, for modne mennesker er ikke kede af eller flove over deres udseende. Derfor vil de gerne se andre på deres egen alder, når modebranchen reklamerer. Nogen de kan spejle sig i."
Dorrit mener, vejen til flere modne mennesker i modebilledet er lang, da der er mange beslutningslag i udførelsen af en markedsføringsstrategi. Ifølge hende, er det ikke så enkelt at få diversiteten til at fungere, således at alle modeller har samme status og ”coolness” på et billede.
”At vise diversitet er en ting. At vise inklusion er noget andet. Det hjælper jo ikke så meget, hvis den modne model fremstår som ugens gæst.”
"En dag tænkte jeg: Så må jeg jo bare selv gøre det. Derfor startede jeg Silver Starter Initiative"
Silver Starter Initiative
Dorrit blev i sin forskning opmærksom på den store udvikling i, at modne mennesker er meget mere
dynamiske, nysgerrige og dyrker deres egen form for ”coolness”, meget mere end omverdenen tror. Hun blev gentagende gange overrasket over, at modne mennesker ikke blev repræsenteret bedre i medierne, og at mediernes afspejling er alt for støvet og gammeldags. På baggrund af alt dette besluttede Dorrit at gøre det selv og søsatte Silver Starter Initiative. Her laver hun videointerviews med
modne mennesker, som er i gang med ny karriere, gå selvstændig med virksomhed, tage en Ph.d.
og meget mere for at give et andet og opdateret billede af modne menneskers liv. Visionen er, at der blandt andet skal startes et netværk op.
Lige nu, er der fokus på Dorrit og hendes Instagram-profil, hvor hun dagligt giver sit bud på, hvad der kan være cool, når man har en moden alder. Hun viser dette ved at fokusere på mode og skabe diskussion om alder.
Følg Dorrit på Instagram: @dorritboilerehauge